Kort om Nova Bank Fyn
Efter indgåelse af aftalen med Nordea i august 2009 om overtagelse af størstedelen af virksomheden i Fionia Bank etablerede Finansiel Stabilitet et nyt datterselskab, FS Selskabet af 23/9 2009 A/S, (nu Nova Bank Fyn A/S).
Hensigten er at overføre de aktiviteter fra Fionia Bank, der ikke overtages af Nordea, til dette selskab.
På denne baggrund besluttedes det på en ekstraordinær generalforsamling den 26. oktober 2009, at forhøje selskabet kapital fra kr. 500.000 til kr. 60 mio. Alle nye aktier blev tegnet af eneaktionæren Finansiel Stabilitet A/S. Selskabet er et 100 pct. ejet datterselskab af Finansiel Stabilitet.
Tillige besluttedes det at ændre selskabets formål til, at drive bankvirksomhed, værdipapirhandel og anden ifølge banklovgivningen tilladt virksomhed med henblik på at sikre det bedst mulige økonomiske udbytte af afviklingen af den fra Fionia Bank A/S (CVR nr. 31 93 47 45) overtagne virksomhed.
Selskabet modtog tillige den 26. oktober 2009 sin banklicens fra Finanstilsynet. I den forbindelse ændrede selskabet navn til Nova Bank Fyn A/S.