Ansøgning
Ansøgningsprocessen i forbindelse med individuel statsgaranti
Danske pengeinstitutter, datterselskaber i Danmark af udenlandske pengeinstitutter, realkreditinstitutter henholdsvis Danmarks Skibskredit A/S, der opfylder solvenskravet på 8 pct., instituttets individuelle solvensbehov og et eventuelt individuelt højere solvenskrav fastsat af Finanstilsynet, kan ansøge om individuel statsgaranti på ikke-efterstillet, usikret gæld samt for SDO- eller SDRO-udstedende institutters finansiering af supplerende sikkerhedsstillelse med en løbetid på op til tre år.
Ansøgningsfristen for individuel statsgaranti er den 31. december 2010. Der skal udfyldes et ansøgningsskema samt et medfølgende data-ark, hvor der skal vedlægges en række oplysninger. Ansøgningsskemaet og dataarket er senest opdateret den 20. april 2009. Indholdet af revisors udtalelse er nærmere beskrevet i bilagene til bekendtgørelse om ansøgning om individuel statsgaranti efter lov om finansiel stabilitet. Ansøgningen samt medfølgende dokumentation vil blive behandlet af Finansiel Stabilitet A/S. Hvis ansøgningen ikke er udfyldt korrekt og/eller mangler den nødvendige dokumentation, vil ansøgeren blive bedt om indsende dette, før ansøgningen kan blive endeligt behandlet. Finansiel Stabilitet A/S kan til enhver tid bede om yderligere oplysninger til brug for behandling af ansøgningen, hvis det vurderes relevant i forbindelse med behandling af denne.
Ansøgningsskemaet samt excel-arket skal udfyldes, således at samtlige data ligger i elektronisk form. Ansøgningen og bilag skal sendes via denne hjemmeside med digital signatur.
Læs mere om digital signatur på hjemmesiden www.digitalsignatur.dk, hvor du kan bestille din egen digitale signatur, så du kan kommunikere sikkert på internettet med myndigheder, borgere og virksomheder. Hvis du oplever problemer med bestilling, selvbetjening eller vejledninger, er du velkommen til at kontakte DanIDs gratis digital signatur-support på telefon 80 30 70 50 eller via mail på support@danid.dk.
Hvis instituttet ikke har mulighed for at uploade anmodningen via hjemmesiden, kan materialet efter forudgående aftale med Finansiel Stabilitet afleveres/sendes på et varigt elektronisk medie til Finansiel Stabilitet A/S, Amaliegade 3-5, 5. sal, 1256 København K, mærket ”Fortroligt”.
Ansøgningen kan efter aftale med Finansiel Stabilitet A/S undtagelsesvist modtages i fysisk form (dvs. uden indsendelse af elektroniske data).