Individuel statsgaranti

Fra ansøgning til garanti

Fra ansøgning om individuel statsgaranti ….

Danske pengeinstitutter, realkreditinstitutter henholdsvis Danmarks Skibskredit A/S, der opfylder solvenskravet på 8 pct., instituttets individuelle solvensbehov og et eventuelt individuelt højere solvenskrav fastsat af Finanstilsynet, kan ansøge om individuel statsgaranti på ikke-efterstillet, usikret gæld samt for SDO- eller SDRO-udstedende institutters finansiering af supplerende sikkerhedsstillelse med en løbetid på op til tre år.

Ved ansøgning om en individuel statsgaranti skal et kreditinstitut anvende det ansøgningsskema, som kan findes på Finansiel Stabilitets hjemmeside.
Ansøgningsskemaet skal vedlægges en række dokumenter og oplysninger, blandt andet:

  • bestyrelsesgodkendt redegørelse for Kreditinstituttets økonomiske stilling og fremtidsudsigter;
  • udtalelse fra Kreditinstituttets revisorer om Kreditinstituttets økonomiske stilling;
  • opgørelse af Kreditinstituttets individuelle solvensbehov og eventuelt individuelt solvenskrav; og
  • redegørelse for Kreditinstituttets aftalegrundlag (prospekt eller låneaftale) vedr. de underliggende forpligtelser, som Kreditinstituttet ønsker garanteret.

Kravene til ansøgningen fremgår af bekendtgørelse nr. 231 af 26. marts 2009 om ansøgning om individuel statsgaranti efter lov om finansiel stabilitet som ændret ved bekendtgørelse nr. 792 af 17. august 2009.

Ansøgningsskemaet, inkl. dokumenter og oplysninger, skal sendes elektronisk til Finansiel Stabilitet ved at uploade disse via Finansiel Stabilitets hjemmeside. Det kræver en digital signatur.

Hvis instituttet ikke har mulighed for at uploade ansøgningen via hjemmesiden, kan materialet efter forudgående aftale med Finansiel Stabilitet sendes på et varigt elektronisk medie til Finansiel Stabilitet A/S, Amaliegade 3-5, 5., 1256 København K, mærket ”Fortroligt”.

Ansøgningen kan efter aftale med Finansiel Stabilitet A/S undtagelsesvist modtages i fysisk form (dvs. uden indsendelse af elektroniske data).

Se i øvrigt under Ansøgning.

Finansiel Stabilitet bekræfter modtagelsen af ansøgningen hurtigst muligt og gennemgår det indsendte materiale. Instituttet anmodes om at indsende supplerende dokumenter/oplysninger, hvis de mangler i ansøgningen eller det vurderes at være nødvendigt. Finansiel Stabilitet kan til enhver tid under behandlingen anmode om yderligere oplysninger.
Finansiel Stabilitet foretager herefter en kreditvurdering af instituttet. Resultatet af vurderingen kan medføre

  1. afslag på ansøgningen, hvis det ikke vurderes at være forsvarligt at udstede individuel statsgaranti for det pågældende institut,
  2. garantitilsagn med individuelle vilkår for det pågældende institut, hvis det vurderes at være påkrævet for, at det må anses for forsvarligt at udstede individuel statsgaranti, eller
  3. garantitilsagn uden individuelle vilkår for det pågældende institut.

… til indgåelse af en aftale om vilkår for ydelse af statsgaranti ….

Hvis Finansiel Stabilitet imødekommer ansøgningen, indgås en aftale om vilkår for ydelse af statsgaranti mellem Finansiel Stabilitet A/S og kreditinstituttet.

Aftalen vil indeholde et samlet garantitilsagn i danske kroner for udstedelse af individuelle statsgarantier, der gælder i ét år, dog max til den 31. december 2010, samt indeholde de nærmere vilkår for udstedelse af konkrete individuelle statsgarantier. Garantitilsagn meddeles med forbehold for, at der ikke indtræder væsentlige negative ændringer i et kreditinstituts økonomiske forhold.

Instituttet kan efter udløbet af sin aftale ansøge på ny under lempede krav til de informationer, som skal afgives i forbindelse med ansøgningen, hvis bestyrelsen erklærer, at de allerede afgivne informationer fortsat er retvisende.

Om aftalens nærmere indhold henvises til Standardaftale om individuel statsgaranti.

Når aftalen er indgået, får kreditinstituttet adgang til en database, som kun Finansiel Stabilitet og det pågældende kreditinstitut har adgang til. Via databasen kan kreditinstituttet se en oversigt over instituttets garantitilsagn og udnyttelsen heraf. Det er også via databasen, at kreditinstituttet kan anmode om udstedelse af garantier og certifikater inden for aftalens rammer.

…… til udstedelse af en individuel statsgaranti

Når Aftalen er indgået, kan kreditinstituttet via databasen anmode om at få udstedt statsgarantier for instituttets gældsoptagelse inden for Aftalens rammer. Afhængig af aftalen kan der udstedes statsgarantier for obligationsudstedelser under obligationsprogrammer (en "Rammegaranti") og for enkeltstående lån (herunder obligationslån) (en "Lånegaranti"). Ved udnyttelse af en Rammegaranti for en konkret udstedelse/lån anmoder kreditinstituttet om udstedelse af et "Certifikat". Certifikatet er en bekræftelse af, at den konkrete udstedelse/lån er statsgaranteret.

Alle anmodninger om udstedelse af en garanti skal bl.a. vedlægges en erklæring fra bestyrelsen og direktionen, hvori det erklæres, at ansøgningens oplysninger fortsat er retvisende. Finansiel Stabilitet har udsendt en meddelelse om processen og dokumentationskravene i forbindelse med, at et kreditinstitut konkret anmoder om en individuel statsgaranti, som er tilgængelig her.

Obligationsudstedelser under et program. En anmodning om en Rammegaranti skal angive en beløbsramme, der sætter en grænse for den samlede størrelse af statsgarantien for obligationsudstedelser under den pågældende Rammegaranti. En anmodning skal bl.a. vedlægges eventuelle ændringer til det prospekt, der er indsendt sammen med Ansøgningen, og øvrige opdaterede oplysninger.

En Rammegaranti udstedes senest 7 bankdage efter anmodning herom på den af kreditinstituttets ønskede udstedelsesdato. Obligationsudstedelser skal være gennemført senest 30 dage efter udstedelse af Rammegarantien.

Rammegarantien er en betinget statsgaranti for kreditinstituttets obligationsudstedelser under et bestemt obligationsprogram og forudsætter, at der udstedes et Certifikat, der bekræfter, at den konkrete obligationsudstedelse (med ISIN-kode m.v.) er omfattet af Rammegarantien.

Finansiel Stabilitet udsteder et Certifikat på den af kreditinstituttets ønskede udstedelsesdato senest 2 bankdage efter, at Finansiel Stabilitet har modtaget anmodning herom fra kreditinstituttet og under forudsætning af, at Finansiel Stabilitet har modtaget og godkendt de endelige vilkår for den pågældende obligationsudstedelse (Final Terms) og aftalens øvrige vilkår er opfyldt.

Når Finansiel Stabilitet har udstedt en Rammegaranti eller et Certifikat, får kreditinstituttet besked herom via databasen, en indscannet kopi sendes med e-mail og det originale dokument sendes med posten til kreditinstituttet.

Enkeltstående lån (herunder obligationslån). En anmodning om udstedelse af Lånegarantien vedlægges den underskrevne lånedokumentation, der ønskes garanteret. Lånedokumentationen skal svare til de lånevilkår, der er indsendt med ansøgningen.

Finansiel Stabilitet udsteder en Lånegaranti på den af Kreditinstituttets ønskede udstedelsesdato senest 7 bankdage efter, at Finansiel Stabilitet har modtaget og godkendt endeligt lånedokumentation, og aftalens øvrige vilkår er opfyldt.

Når Finansiel Stabilitet har udstedt en Lånegaranti, får Kreditinstituttet besked herom via databasen, en indscannet kopi sendes med e-mail og det originale dokument sendes med posten til Kreditinstituttet.

Alle udstedte Lånegarantier og Certifikater offentliggøres her. Rammegarantier offentliggøres ikke.