| Spørgsmål | Svar |
| Kan man få individuel statsgaranti på eksisterende lån uden at refinansiere lånet? | Eksisterende lån kan kun opnå individuel statsgaranti i forbindelse med en refinansiering af lånet. |
| Hvornår skal der indsendes nye/opdaterede oplysninger? | (1) Ved indsendelse af ny ansøgning er der mulighed for at henvise til en tidligere ansøgning, hvis oplysningerne i den tidligere ansøgning stadig er retvisende.
Hvis dette ikke er tilfældet, skal der indsendes nye eller opdaterede oplysninger.
(2) Ved anmodning om en ramme- eller en lånegaranti skal bestyrelse og direktion erklære, at de oplysninger, som blev afgivet i forbindelse med ansøgningen, forsat er retvisende på tidspunktet for anmodning om udstedelse af en ramme- eller lånegaranti.
Er dette ikke tilfældet skal instituttet i forbindelse med anmodningen om en ramme- eller lånegaranti indsende nye supplerende eller reviderede oplysninger. Disse oplysninger skal opfylde tilsvarende krav som på ansøgningstidspunktet.
Er der eksempelvis udarbejdet en ny kvartalsrapport, er kvartalsrapporten fra den tidligere ansøgning ikke længere aktuel, og den nye kvartalsrapport skal derfor indsendes. Kvartalsrapporten skal være reviewet.
(3) Kreditinstitutter, der har ansøgt om individuel statsgaranti, har en løbende forpligtelse til at underrette Finansiel Stabilitet, hvis der sker væsentlige ændringer i instituttets økonomiske forhold. |
| Hvornår og hvordan kan en kreditor gøre et krav, som er dækket af den individuelle statsgaranti, gældende over for garanten? | Se udbetaling under en individuel statsgaranti |
Hvordan beregnes kravet om en maksimal løbetid på 3 år?
Eksempel: Kan en udstedelse med individuel statsgaranti med udstedelsesdag den 31. december 2010 have udløbsdag den 31. december 2013 (som markedet vil forvente for en 3-årig udstedelse), eller skal den have udløbsdag den 30. december 2013 (hvilket vil være atypisk for en treårig udstedelse)? | Det fremgår af loven, at der kan gives statslig garanti for ikke-efterstillet usikret gæld med en løbetid på op til 3 år.
Beregningen af 3 års fristen i loven skal ske i overensstemmelse med markedspraksis. I eksemplet kan udløbsdatoen således fastsættes til 31. december 2013. |
Omfatter en individuel statsgaranti betaling af indfrielsesbeløb, hvis betaling først kan ske efter 3-års fristens udløb, fordi udløbsdagen viser sig ikke at være en bankdag?
Og har det betydning, om indfrielsesbeløbet er rentebærende eller ej på de dage, der ikke er bankdage? | En individuel statsgaranti ophører på udløbsdagen, uanset om det er en bankdag eller ej.
Det har ingen betydning, hvorvidt indfrielsesbeløbet er rentebærende på ikke-bankdage. |
| Hvem skal underskrive hvad? | Redegørelsen for instituttets økonomiske stilling og fremtidsudsigter, der skal vedlægges ansøgningen, skal underskrives af den samlede bestyrelse eller alternativt være vedlagt bestyrelsesprotokol underskrevet af bestyrelsen med godkendelse af redegørelsen.
Aftalen om vilkår for ydelse af statsgaranti kan underskrives af de tegningsberettigede.
Anmodning om en garanti eller certifikat kan underskrives efter fuldmagt eller prokura. |
| Kan erklæring fra instituttets bestyrelse om, at de oplysninger, der blev afgivet ifm. ansøgningen fortsat er korrekte på tidspunktet for anmodning om udstedelse af garanti underskrives efter fuldmagt? | Erklæringen fra bestyrelsen skal behandles på et bestyrelsesmøde, men af praktiske årsager accepteres det, at bestyrelsen bemyndiger direktionen til at underskrive erklæringen umiddelbart i forbindelse med anmodningen. Dokumentation for bestyrelsens behandling skal vedlægges anmodningen. Det forventes, at bestyrelsen løbende opdaterer direktionens bemyndigelse til at underskrive erklæringen inden for den periode, som aftalen/Garantitilsagnet gælder. |
| Fra hvornår skal der betales garantiprovision? | Indgåelse af selve aftalen om vilkår for ydelse af statsgaranti har ingen betydning for tidspunktet for, hvornår der skal betales provision.
Provision betales først, når en konkret garanti er udstedt og afhænger af, om der er tale om en rammegaranti eller en lånegaranti.
Hvis det er en rammegaranti, betales der ½ provision fra udstedelsen af rammegarantien. En rammegaranti løber i 30 dage.
Når rammen udnyttes, dvs. når der udstedes et certifikat, betales der fuld provision for den del af rammen, som er udnyttet i certifikatet. For den resterende del af rammen betales fortsat ½ provision.
Efter udløb af en rammegaranti betaler instituttet ikke længere for den ikke-udnyttede del af rammegarantien, og der betales fuld provision for den udnyttede del af rammegarantien.
En lånegaranti udløser fuld provision fra det tidspunkt, hvor garantien gælder fra, oftest udbetalingen af det underliggende lån. |
| Hvordan beregnes rabatten? | Se punktet Beregning af rabat |