Individuel statsgaranti

Aftale om vilkår for ydelse af statsgaranti

Når Finansiel Stabilitet har imødekommet en ansøgning om individuel statsgaranti, indgås der en aftale om vilkår for ydelse af statsgaranti.

Hvis der er indgået en aftale mellem et Kreditinstitut og Finansiel Stabilitet, er Finansiel Stabilitet forpligtet til at udstede statsgarantier, hvis aftalens betingelser er opfyldt. Aftalen vil blandt andet indeholde:

  • garantitilsagn i danske kroner;
  • valutarestriktioner;
  • bestemmelser om beregning af garantiprovision;
  • kreditinstituttets erklæringer
  • kreditinstituttets oplysningsforpligtelser; og
  • bestemmelser om regres og subrogation.

Aftalen giver Kreditinstituttet adgang til at få udstedt statsgarantier på aftalens vilkår i ét år fra det tidspunkt, hvor instituttet blev underrettet om garantitilsagnet, dog maksimalt til 31. december 2010. Kreditinstituttet kan ansøge om forlængelse af aftalen og om forhøjelse af garantitilsagnet.

Forpligtelsen til at udstede statsgaranti under aftale forudsætter dog, at EU Kommissionen har godkendt ordningen. Pt. har EU Kommissionen godkendt ordningen frem til den 30. juni 2010.

Aftalen er baseret på en standardaftale. For kreditinstitutter, der har et obligationsprogram, anvendes ”den store aftale”. For øvrige pengeinstitutter anvendes ”den lille aftale”.

For realkreditinstitutter anvendes en standardaftale svarende til ”den store aftale”, men med henvisninger til supplerende sikkerhedsstillelse (junior covered bonds).

Finansiel Stabilitet kan ved indgåelse af aftale med et kreditinstitut stille individuelle vilkår for det enkelte institut.

Oplysninger om udstedte statsgarantier og eventuelle betalinger derunder offentliggøres her.