Om FS Finans V

Finansiel Stabilitet overtog den 5. oktober 2015 kontrollen med Andelskassen J.A.K. Slagelse (inkl. filialerne i Brenderup, Nykøbing Mors og Thisted) og iværksatte umiddelbart herefter en række tiltag med henblik på at sikre en hensigtsmæssig og kontrolleret afvikling af Andelskassen. Alle eksisterende andelshavere fik nedskrevet deres andelskapital til 0, og ejerskabet af Andelskassen blev overtaget af Broinstitut I A/S, der var et nystiftet og 100 % ejet datterselskab til Finansiel Stabilitet.

Som led i afviklingen indgik Finansiel Stabilitet den 18. marts 2016 en aftale med Netfonds AB om salg af Andelskassen. Den 31. oktober 2016 stod det dog klart, at salgsaftalen ikke kunne gennemføres, hvorefter Finansiel Stabilitet påbegyndte afvikling af Andelskassens aktiviteter. Den 31. maj 2017 blev Andelskassen omdannet til en bank, som umiddelbart efter indleverede sin tilladelse til at drive pengeinstitut. Selskabet hedder i dag FS Finans V A/S, der via Broinstitut I A/S er et 100 % ejet datterselskab af Finansiel Stabilitet.

Andelskassen vil frem til august 2017 fortsat have forretningssted i Slagelse med telefontid mandag-fredag mellem kl. 10-12. Personligt møde med rådgiver kan alene ske efter aftale.

Fra august 2017 vil afviklingen af de resterende aktiviteter blive lagt sammen med Finansiel Stabilitet koncernens øvrige aktiviteter.